Det er ikke de fattige der skal bekæmpes, det er fattigdom og ulighed

Dagens Politiken (12. marts) lå midt på bordet i tandlægens venteværelse, og historien om at hver 5. kontanthjælpsmodtager får mere end 200.000 prydede forsiden. Flere medier har i dag bragt samme historie, og alle sammenligner de med en lavtlønnet, der ingen tilskud får, hverken børnepenge eller boligsikring.

Der er med andre ord startet endnu en mediehetz, og pressen spreder helt ukritisk oplysningerne uden at få fat i en regnemaskine. Det er dårlig journalistik, og levner ikke meget tvivl om at pressen i virkeligheden ikke er andet end højrefløjens stik-i-rend-dreng.

Usaglige påstande baseret på forkerte tal, der hænger de allersvageste ud som griske snyltere. I virkeligheden er den allerhøjeste kontanthjælpssats for enlige forsørgere 14.203 kr. om måneden før skat. Altså max. 170.436 kr. om året.
Den mindste løn indenfor butiksområdet er ca. 17.500 før skat, ergo en forskel på godt 3.000 kr. om måneden.
Til sammenligning er satsen for en enlig (uden børn) på kontanthjælp godt 10.500kr, og dermed øges forskellen til hele 6.000, hvis man igen ser på om den butiks-ansatte heller ikke har børn.

Tilskud såsom børnecheck, børnetilskud, diverse andre tilskud og boligsikring kan alle jo få, kontanthjælp eller ej!

Man kan ikke sammenligne forsørgere med lønarbejdere uden børn, som medierne har gjort det endnu en gang. Historien fyldte også aviserne sidste år, op til den famøse kontanthjælpsreform blev vedtaget, og derfor er det endnu mere beskæmmende at se journalisterne ikke har taget ved lære af sidste års irettesættelse.

Pressen smider overskrifter på, der forarger læserne, og er dermed medvirkende årsag til at den indre svinehund stortrives mens den fodres med egen hale. Der opfordres indirekte til at trampe på de der ligger ned i samfundet, og dermed øges klasseskellet. Hvem har så fornøjelsen af dette?

Pressen i kraft af stigende salg og medfølgende profit, og højrefløjen der kan udnytte til egen fordel i kraft af at sætte ydelserne endnu længere ned, uden modstand. Retfærdigheden kan ske fyldest!

Qua kontanthjælpsreformen og den udvidede gensidige forsørgerpligt, vil den næste overskrift være: “Hver 2. kontanthjælpsmodtager får over 200.000 om året.”

Det ville klæde pressen at holde styr på fakta og konsekvenser af den førte politik, frem for ukritisk medvirken til øget hetz af medborgere der bestemt har nok at slås med i livet.

På vegne af Enhedslisten Stevns
Gitte Christensen