Respekt for vælgerne

Åbent brev til partier og kandidater som stiller op til kommunalvalget på Stevns
Kære kandidat til kommunalvalget på Stevns
Vi henvender os  til dig, fordi vi synes at det ville klæde Stevns, hvis vi i forbindelse med dette valg gik forud med en politisk kultur, som udviste en større respekt for vælgerne.
Blot en tredjedel af landets byråd har i dag samme partisammensætning som på valgnatten. I 20 af landets 98 byråd har tre eller flere af de folkevalgte forladt det parti, som de blev valgt for.
Demokratiforskeren, Johannes Andersen påpeger at de lokale partihoppere kan være med til at forstærke mange vælgeres manglende tillid til de folkevalgte.
– I udgangspunktet er der nok en del vælgere, som føler, at den repræsentant, som de har stemt på, har svigtet dem, siger han til Ritzau.
Stevns Kommunalbestyrelse har i særklasse været udsat for dette problem i den forløbne periode.
Det ville klæde Stevns hvis dette ikke kom til at gælde i den næste periode.
Derfor vil vi opfordre alle kandidater til Kommunevalget til at tilslutte sig flg erklæring:

“Hvis jeg ikke længere ønsker at repræsentere mit parti eller melder mig ud af partiet i valgperioden, er jeg indforstået med at udtræde af kommunalbestyrelsen .”

Samtidig opfordrer vi alle partier som stiller op til kommunalvalget i Stevns kommune, til at erklære at de ikke vil modtage partihoppere fra andre partier.

På vegne af enhedslisten Stevns